Vores team
Vi er et stærkt, stolt og dedikeret team, fordelt på de tre selskaber (RECYCON™ Element, RECYCON™ Recycling og Nordisk Beton), med ekspertise indenfor produktion, entreprenørarbejde, udvikling og administration – alle forenet i vores fælles mission om, at fremme cirkularitet og innovation indenfor byggebranchen.
Vi specialiserer os i at fremstille betonelementer, med 100% genindvundne materialer, gennem Nutidens grusgrav – Urban Mining.
Vores faciliteter og produktionslinjer, er helt frie for jomfruelige tilslag (sten og grus), da vi fokuserer udelukkende på at genanvende ressourcer.
Det nuværende produktudvalg omfatter primært systemklodser, afspærrings-/trafikelementer og skræddersyede designelementer. Elementerne opnår samme styrke som almindelig beton, selvom vi erstatter al sten og grus med tilslag af genanvendte ressourcer.
Vores vision
– Et byggeri uden affald
Vi modtager sorteret byggeaffald, som ellers blot nyttiggøres som vejopfyld, eller i værste fald ender på deponi. Materialerne genanvender vi som tilslag i vores betonelementproduktion, frem for at anvende jomfruelige råstoffer i form af sand, grus og sten. Det gælder f.eks. sanitet (toiletter, håndvaske, keramik og glaserede tegl) eller asbestfrie eternitplader.
Mange af vores betonelementer indeholder tidligere deponeringsegnede materialer, såsom sanitet. Det skal derfor sikres, at der foretages korrekt affaldshåndtering efter endt levetid. Vi tager vores betonelementer retur og knuser dem, således at vi på ny kan genanvende dem i vores betonproduktion.
Med vores produktion går vi forrest med udvikling, råstofanalyser og styrkeprøvning, så vi endeligt kan få gjort op med affaldsbegrebet, opklassificeret genanvendt byggeaffald til sekundære ressourcer, og således holde endnu flere af Jordens dyrebare råstoffer i cirkulation, når først de er udvundet.

Organisationen
RECYCON™ A/S fungerer som moderselskab for to datterselskaber (RECYCON™ Element og RECYCON™ Recycling), ledet af et bestyrelsesteam bestående af Per Engsø Larsen som formand, Anders Gjesing samt Annica og Jens Flade-Rasmussen.
Nordisk Beton, ét af vores søsterselskaber, er en entreprenørvirksomhed, der primært beskæftiger sig med støbninger udført direkte på byggepladsen, herunder gulve, pladser, og vægge, anvendende traditionel beton. Det er dog planen, at alle fremtidige projekter skal anvende beton fremstillet udelukkende af genindvundet beton og cementtyper, der resulterer i lavere drivhusgasemissioner.